Rytterkongen
Gyldendal 2007. 567 s., ill. 349,00 kr.
Knud J.V. Jespersens biografi om Christian X markerer et nybrud, skønt den i sit emnevalg og fremstillingsform i grunden er ganske klassisk. Der er nemlig ikke tradition for i nyere tid at skrive videnskabelige kongebiografier.
Man karikerer ofte ældre tids historieskrivning som ”dengang det handlede om konger og krige”, men det var faktisk allerede overstået i det 19. århundrede, da Folket blev historiens agerende subjekt, og kongerne blev i bedste fald fremstillet som en slags folkets apoteose og i værste fald som statister, de rene ligegyldigheder eller lige frem idioter. Særligt Christian VII, Frederik VII og Frederik VIII har fået henlagt eftermælet til en farverig blomstring i anekdoternes vildtvoksende bed. Ulrik Langen har i 2008 med sin grundige og stærke biografi om Christian VII trodset den forestilling, at denne konges liv overhovedet var værd at biografere.
Man er stadig hvad glücksborgerne angår i vid udstrækning henvist til Bo Bramsens omfattende, men notorisk upræcise tobindsværk fra 1975. Claus Bjørns Blot til pynt 노이즈? fra 1999 og Sebastian Olden-Jørgensens Prinsessen og det hele kongerige fra 2003 giver hver især solide og gennemtænkte tolkninger af kongehusets rolle i et moderne samfund, og de er også væsentligt mere præcise i detaljen og mere reflekterede end Bramsen. Nævnes bør også Jon Bloch Skippers sobre, men også meget høflige biografi om Frederik IX. Problemet er stadig kildegrundlaget, der er svært klausuleret.
Jespersen har som kongelig ordenshistoriograf haft privilegeret adgang til Christian X’s private optegnelser og har derfor haft mulighed for at skrive en biografi, som kommer meget tæt på kongen, et arbejde, der var forberedt af Jespersens forgænger i embedet Tage Kaarsted. Dronningen har givet ham frie hænder til at skrive bogen, en frihed, som Jespersen har forvaltet med en skønsomhed, der ikke går på kompromis med de krav, man må stille til et videnskabeligt værk. At han samtidig er velskrivende og kan sætte begivenhederne ind i den nødvendige kontekst uden at blive hverken vidtløftig eller fortabe sig i ligegyldige detaljer, føjer til helhedsindtrykket af en særdeles vellykket bog 다운로드.
Sladdertasker har intet at hente i bogen. Den kompromitterer ikke det kongelige privatliv. Derimod er kritikken af kongen som konge ikke båndlagt. Selv om læseren også får indtryk af, at der bag den stive officerstype gemte sig en mand, der såmænd også havde følelser, er det Christian X’s rolle i dansk politik, der står i centrum, og en af bogens styrker er, at kongen bliver fremstillet i helfigur, således at det fremgår, at der faktisk var en sammenhæng i kongens handlinger – hvad man så i øvrigt måtte mene om disse handlinger.
Født i 1870 voksede prins Christian op i en tid, da hans bedstefar, Christian IX, stædigt holdt på sin grundlovssikrede ret til at udnævne regeringslederen. Prins Christians egen far, Frederik VIII, var meget mere liberal og åben for forandring i det politiske liv, men Knud J.V. Jespersen peger på, at den senere kong Christian X fik en stor del af sin prægning og sine idealer fra sin konservative farfar.
Lige så stor var påvirkningen nok fra den omfattende militære uddannelse, han ikke alene modtog, men også anvendte, bl.a. som en velfungerende chef for livgarden 다운로드. Den stærkt nationale Christian X blev også den første af de glücksborgske konger, der talte dansk uden accent. Hans far og farfar var oprindeligt tysktalende. Det samme var hans dronning.
Rytterkongen kalder Jespersen ham. Det viser hen til kongens stjernestunder, da han red over Kongeå-grænsen i 1920 og indtog Sønderjylland, og da han red sine daglige ture i Københavns gader under besættelsen som nationalt samlingspunkt. Soldaterkongen er en mere præcis beskrivelse af hans selvforståelse.
Det var hans engagement til fordel for et forstærket forsvar, der i første omgang bragte ham på kant med især de radikale under Første Verdenskrig og gjorde ham til centrum for national-konservative kredses ønsker om et statskup under Anden Verdenskrig.
Jespersens opremsning af de tilfælde, hvor kongen efter tronbestigelsen i 1912 søgte afgørende indflydelse på regeringsdannelsen, understreger, at man kun med forbehold kan sige, at parlamentarismen blev indført i 1901. Jespersen overvurderer antageligt sine steder kongens faktiske betydning, men nok ikke hans ønske om at være betydningsfuld.
Hans selvforståelse kom tydeligt frem i forbindelse med salget af de dansk-vestindiske øer i 1917 웨스트윙 다운로드. Afhændelsen af øerne var et gammelt emne på den politiske dagsorden, som var blevet genaktualiseret af verdenskrigen. Amerikanerne pressede på, fordi de frygtede, at tyskerne ville drage Danmark ind i krigen og dermed skaffe sig fodfæste i Caribien. Da salget blev godkendt ved en folkeafstemning, betragtede kongen det som en uafvaskelig plet på sin ære og forsøgte i sidste øjeblik forgæves at obstruere det ved at stille urealistiske betingelser for sin underskrift på traktaten.
Kongen opretholdt, som Ole Lange har vist, med sine tydelige engelske sympatier en hemmelig forbindelse til London under Første Verdenskrig, ad hvilken han lod briterne tilflyde væsentlige informationer, som han havde erhvervet i embeds medfør. ”Vi står altså dermed,” skriver Jespersen, ”over for den temmelig opsigtsvækkende kendsgerning, at selve statsoverhovedet for en neutral stat på eget ansvar og for egen risiko påtog sig rollen som efterretningsagent for den ene af krigens parter og således spillede under dække ikke blot med den ene krigsførende part, men også med landets regering, som gik ind for en neutralitetspolitik med tysk hældning.”
Kongens trang til at politisere kulminerede under Påskekrisen 1920, en direkte udløber af grænsedragningsspørgsmålet i Slesvig. Den radikale regering Zahle syntes tilfreds med, at Flensborg forblev tysk, mens oppositionen skabte så meget røre, at det måtte blive et kabinetsspørgsmål 다운로드. Rigsdagen var på påskeferie, og Zahle håbede at ride stormen af.
Kongen tilsagde ham i audiens, hvor han mod sin egen forventning ikke modtog Zahles afskedsbegæring og derfor endte med at give ham den. Stemningen i byen var revolutionær, og den radikale og socialdemokratiske partipresse anklagede åbent kongen for at have begået statskup. Han havde da også undladt – med vilje? – at anmode Zahle om at stå i spidsen for et forretningsministerium indtil et kommende valg, og da han ville gøre skaden god, obstruerede Zahle ved at nægte. Der gik nogle få højspændte dage med kongens egen advokat som midlertidig regeringschef, indtil der kunne skabes et parlamentarisk baseret forretningsministerium. Monarkiet havde på dette tidspunkt alvorlig slagside.
I Jespersens udlægning var Påskekrisen ikke nogen enkeltstående begivenhed. Kongen gjorde blot, som han havde gjort flere gange tidligere ud fra en stærk overbevisning om dermed at repræsentere nationens sande interesser over for et politisk system, der ifølge ham kun tjente partiinteresser 굿바이 일본영화. Nøgternt betragtet forvekslede han folkets vilje med sin egen.
Bortset fra det bygger Jespersen videre på Kaarsteds idé, at kongen faktisk ikke handlede impulsivt og udelukkende af egen drift. Idéen blev plantet af kongens rådgivere og sandsynligvis gødet af den gamle politiske ræv, venstremanden I.C. Christensen. At Zahle nægtede at fortsætte som leder af et forretningsministerium, gør ifølge Jespersen også ham til medansvarlig. Det kan den kongelige historiograf muligvis have ret i, men det frikender ikke kongen for ansvaret for sin handling. Christian X ønskede at være politisk, og Zahle lod ham blot syde i eget fedt.
Spørgsmålet er, hvor meget klogere kongen blev af begivenhedsforløbet i påsken 1920? Jespersen synes at tillægge kongen en vis politisk indlæringsevne, men af de citerede dagbøger forekommer det, at han følte sig bekræftet i, at han faktisk havde gjort det rigtige. Brødebetyngelse spores ikke. Jespersen er lidt ulden i mælet, når det handler om at drage den fulde konsekvens af denne interessante – måske bogens mest interessante – konklusion 다운로드. Når kongen ikke efter 1920 begik den samme fejl igen, skyldtes det så tilfældigheder eller en nyerhvervet kongelig visdom?
Lakmusprøven blev foretaget i november 1940, da en kreds af erhvervsfolk omkring ingeniør Knud Højgaard i forbitrelse over systemet Stauning-Munch rettede en henvendelse til kongen om at danne en regering uden om Folketinget med kongens fætter prins Axel som leder. Kongen var i høj grad modtagelig for lignende idéer, men forskellen var nu, at han havde opbygget et tillidsfuldt forhold til især statsminister Stauning, og at denne åbne forbindelse sikrede, at han nu ikke handlede i modstrid med de parlamentariske principper. Henning Grelles fine biografi om Stauning bekræfter dette indtryk af dette i udgangspunktet så usandsynlige samarbejde.
Der var trods de betydelige meningsforskelle en gemytternes overensstemmelse mellem de to patriarker. Krisesituationer var ikke kongens stærke side, og så var det heldigt, at han blev mandsopdækket af sin statsminister, der blandt andet måtte skærme af for kongens åbenlyse ubehag ved radikale ministre i almindelighed og P. Munch i særdeleshed. Den højdramatiske situation, hvor regering og hærledelse mødte op på Amalienborg om morgenen den 9. april 1940, er karakteristisk 그랜드부다페스트호텔. For det første var kongen ifølge de øvrige tilstedeværende nervøs og famlende. For det andet markeres hans betydning af, at mødet faktisk fandt sted på Amalienborg, i øvrigt en gentagelse af tilsvarende møder ved krigsudbruddet i 1914, da mineudlægningerne blev vedtaget.
Kongen var under besættelsen uimodtagelig for krav fra den tyske gesandt, Renthe Fink, om at skaffe sig af med Stauning som regeringschef. Det var næppe udtryk for en inderlig kongelig forliebthed i demokratiet eller Socialdemokratiet for den sags skyld, men nok snarere, at den demokratiske valgte regering på dette tidspunkt repræsenterede en forpost i den nationale selvstændighedskamp. Kongen kunne hermed gøre Staunings sag til sin. Det var antagelig også denne krise ved årsskiftet 1940-41, der var anledningen til at kongens traditionelle tale ved nytårstaflet 1. januar for første gang blev radiotransmitteret. Indholdet af talen var nemlig en stærk formaning om nationalt sammenhold. Denne pointe står for anmelderens regning.
Gennem hele besættelsen stillede kongen sig i de fleste afgørende spørgsmål helt på den samarbejdende regerings side. Overraskende er det, at forslaget om at optage Erik Scavenius i regeringen fra juli 1940 faktisk oprindelig var kongens 경영박사.
Ingen dansk konge i nyere tid har oplevet så mange territorialreguleringer som Christian X. På plussiden tæller genforeningen i 1920 og den internationale anerkendelse af dansk overhøjhed over Grønland i 1933. På tabskontoen kunne han foruden de vestindiske kolonier skrive Island, som i 1918 var blevet selvstændig i personalunion med Danmark, det vil sige med fælles konge.
Ved overgangen til republik i 1944 bortfaldt denne forbindelse, et frafald, der forbitrede mange, men ifølge dagbogen tilsyneladende ikke kongen. Hans personlige vrede over tabet af de vestindiske øer gentog sig åbenbart ikke. Kongen blev under krigen et samlende symbol på dansk national integritet, også i udlandet. Kongens resolutte optræden over for besættelsesmagten har fundet sit mest prægnante udtryk i den hårdnakkede myte, at han bar en jødestjerne under sine rideture i solidaritet med jøderne 다운로드. Det er forkert alene af den grund, at de danske jøder ikke var pålagt at bære en stjerne.
Myten er dog sandfærdig i den forstand, at den afspejler det forhold, at kongen var stærkt imod indgreb over for jøderne, en holdning som han bl.a. udtrykte ved at sige, at hvis det kom til en jødelovgivning i Danmark, kunne det ende med, at »vi alle anlagde Davidsstjernen«. Til gengæld var der hos kongen ingen sympati for den aktive modstandskamp. Det er derfor ironisk, at kongens kiste i 1947 blev pyntet med et frihedskæmperarmbind. Det hørte ingen steder hjemme hos den mand, der stod for lov og orden og var imod det anarki, som modstandskampen også indebar. Ditlev Tamm har (Berl. Tid. 30. okt. 2007) peget på, at Jespersens biografi ikke beskæftiger sig med kongens rolle i retsopgøret. Efter sigende nægtede kongen at se de dødsdømtes benådningsansøgninger. Om det er kongens papirer eller Jespersen selv, der tier om dette spørgsmål, er altså foreløbig uafgjort.
Siden krigen er kongehuset blevet opfattet som en integreret del af folkestyret, men man skal altså være klar over, at denne forbindelse i udgangspunktet bestemt ikke var et inklinationsparti, og det var især besættelsestidens ydre pres, der havde givet substans til denne fornuftsalliance. Det blev Frederik IX’s opgave at fuldstændiggøre forholdet med det dertil hørende demokratiske sindelag, der antagelig aldrig helt lå til hans far.
