Anmeldelser

John T. Lauridsen (red.): Over stregen – under besættelsen. Gyldendal, 2007. 880 s., ill. 399,00 kr.John T. Lauridsens Over stregen har siden udgivelsen fået en slags klassikerstatus blandt besættelseshistorisk interesserede. Den enorme antologi rummer 36 artikler om danskere, der på forskellige måder overskred samfundets normer for acceptabel, national adfærd i besættelsesårene. Antologiens store styrke er, at den bringer meget ny og kvalificeret viden om en række af besættelsesårenes danske ”tabere”. Dens svaghed er, at antologiens 880 sider i en vis grad savner en sammenfatning og et fælles perspektiv. De fleste af antologiens artikler er biografiske og tager fat på enkeltpersoner, mens enkelte andre fokuserer på grupper og begivenheder. Alle bogens artikler er skrevet af kompetente fagfolk. Bidragene spænder lige fra Sofie Lene Baks artikel om nazisten Aage Andersen over Henrik Skov Kristensens fremstilling af storstikkeren Grethe Bartram til Esben Kjeldbæks ”Café Mokka – en terroraktion”, om modstandsfolks bombeattentat mod civile og tyske soldater 너도 인간이니.
Antologien indledes med et forord af Lauridsen, der forsøger at indkredse udgangspunktet for udgivelsen. Han peger her på den ”streg” mellem national og unational opførsel, der blev trukket under befrielsens opgør med danskere, der blev beskyldt for at have tjent tyske interesser. Og han fortæller, at antologien i den forbindelse vil ”gribe fat i nogle af de mennesker, der kom i maskinen under efterkrigsopgøret”. Ambitionen er således at tegne et omfattende og nuanceret billede af de tabere, der blev juridisk og moralsk fordømt ved afslutningen af besættelsen.
Den første artikel er Sofie Lene Baks bidrag om en af dansk nazismes mest ekstreme aktører, antisemitten Aage H. Andersen. Bak formår at give et veldokumenteret billede af Andersens aktiviteter og hans placering i det danske nazistiske miljø før og under besættelsen, mens den samtidig viser de modsætninger, hans verdensbillede var præget af.
Derefter skifter antologien spor. Med Peter Edelbergs ”Andy og Grethe” springer den ind i et britiskstyret agentmiljø i modstandsbevægelsen. Her forsøger Peter Edelberg at vise, hvem der havde – og har – magt til at tegne besættelsens ”streger” mellem rigtigt og forkert adfærd under besættelsen. Det sker gennem en undersøgelse af likvideringsdommene over to dansk-britiske agenter samt servitricen Grethe Thomsen, hvoraf sidstnævnte under navnet ”Lorte-Grethe” ufortjent er blevet kendt som en af besættelsesårenes værste stikkere. Edelberg får her sat kritisk lys på modstandsbevægelsens likviderings-beslutning og historieskrivningens hårde dom over Grethe Thomsen.
Stod Grethe Thomsen kun bag et enkelt stikkeri, angav Grethe Bartram til gengæld 70 modstandsfolk til Gestapo. Bartram er ofte nævnt i historieskrivningen, men har aldrig været udsat for en større, selvstændig behandling. Det rettes der op på i Henrik Skov Kristensens 47 sider lange artikel, der grundigt gennemgår hendes baggrund og netværk i århusianske modstandskredse. Kristensens fremstilling bygger på et stort kildemateriale og søger at vurdere den psyke, der gjorde hende i stand til at udlevere store dele af sin sociale omgangskreds til tyskerne.
Herefter fortsætter antologien med flere artikler om kendte forræderstemplede danskere fra besættelsesårene. Der er dog i flere tilfælde tale om personer, hvis livshistorier også er beskrevet af de samme forfattere i andre udgivelser. Det gør sig bl.a. gældende for portrætterne af torturbødlen Ib Birkedal Hansen (af Peter Øvig Knudsen), SS´eren Henning Brøndum (af Henrik Lundtofte), nazisterne Olga Eggers (af Iben Vyff) og Knud Nordentoft (af Arne Hardis), frikorpslederen Schalburg (af Mikkel Kirkebæk) samt  ”Edderkoppen” Svend Aage Hasselstrøm (af Claus Bundgård Christensen).
Joachim Lunds bidrag om geografen Gudmund Hatt skiller sig ud fra dette billede. Tidligere er Hatt kun delvist blevet historisk undersøgt, selvom han var den eneste danske universitetsprofessor, der blev ramt af befrielsens retsopgør. Hatt stod under besættelsen bag en række geopolitiske foredrag og artikler. Her talte han varmt for dansk samarbejde med Tyskland, som efter Hatts opfattelse ville vinde krigen 다운로드. Det kom ham senere dyrt at stå, og Lund formår overbevisende at tegne et billede af Hatt som skoleeksemplet på den ”intellektuelle debattør, der nægtede at gå på kompromis og give efter for folkestemningen i en tid, da samarbejdspolitikken blev mere og mere upopulær”. Dermed overskred Hatt den vigtige, men usynlige ”streg” i offentligheden mellem national og unational opførsel.
En anden interessant ”åndelig kollaboratør” behandles i Martin Grunz´ artikel  ”Åndeligt hjemløs – Børge Jacobsen fra socialist til nazist”. Børge Jacobsen tilhørte før krigen venstrefløjen i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han gled dog under besættelsen over i nazipartiet DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, som han kom til at repræsentere i Københavns Borgerrepræsentation. Grunz indkredser undervejs Jacobsens motiver for det politiske skifte, og peger på den personlige opportunisme som en vigtig faktor.
Noget anderledes stod det til med Valdemar Rørdam. Den højreorienterede og ekstremt konservative digter hyldede i 1941 tyskernes angreb på Sovjetunionen med digtet ”Så kom den dag…”, hvor Hitler hyldes som Europas redningsmand. Det blev en afgørende handling for Rørdam, der endte med at blive stemplet som landsforræder. Rørdams liv og eftermæle gennemgås af Hans Hertel i antologiens 30. artikel. Hertel peger her på digterens nationalheroiske livssyn, foragt for arbejderbevægelsen og det parlamentariske demokrati samt en familietilknytning til Tyskland som vigtige faktorer bag hans støtte til Det 3. Riges krig. Hertels artikel er dog ikke kun analyserende, men også debatterende. Især i dens velargumenterede kritik af Dansk Folkepartis og Søren Espersens forsøg på at rehabilitere Rørdam.
Til forskel fra de biografiske artikler sætter Esben Kjeldbæks ”Café Mokka – en terroraktion”, Sofie Lene Baks ”Meyer-morderne” og Henrik Lundbaks ”Sabotagevagterne på Nordværk”  grupper og organisationer i centrum. I Kjeldbæks artikel får vi et indblik i forholdene omkring et bombeattentat mod en af tyskerne besøgt café, spontant udført af hævngerrige personer fra et kommunistisk sabotørmiljø i København i 1943. Selvom beskrivelsen af selve attentatet er dramatisk og fascinerende, er det især Kjeldbæks vurderinger af reaktionerne på det, der er væsentlige. I varierende grad tog den organiserede modstandsbevægelse nemlig afstand fra terroraktionen. Dermed trak den en streg mellem acceptable og uacceptable metoder i modstandskampen.
Sofie Lene Baks bidrag om mordet på Mathilde Meyer handler også om en spontan handling i modstandskredse. Den fokuserer på den eneste stikkerlikvidering, der efter befrielsen kom for en dansk domstol 테크노트 다운로드. Artiklen giver et godt indblik i den selvretfærdighed og paranoia, der trivedes i visse nydannede modstandsgrupper og jødiske kredse oven på tyskernes aktion mod de danske jøder i oktober 1943. Og den viser, at en dansk domstol efter krigen delvist kunne tilgive selve drabet på Meyer, selvom kvinden var uskyldig, men at domstolen samtidig trak en streg i sandet ved at idømme hårde straffe til dem, der satte likvideringen i værk ved at sprede løgne om offeret.
Med Henrik Lundbaks artikel om sabotagevagter er vi igen tilbage i den gruppe danskere, der blev forræderstemplede efter krigen. Lundbak har publiceret flere artikler om vagterne på virksomheden Nordværk i København. Han holder her et stringent fokus på hvilken ”side af stregen” disse mennesker placerede sig på ved at tage jobs, der indebar bekæmpelse af sabotage i København.
Gennemgangen af Over stregen viser tydeligt, at der er tale om en af de mest omfattende udgivelser om besættelsesårenes danske ”tabere”, der hidtil er udkommet. Derfor kan den også opfattes som en slags opsamlingsudgivelse oven på de sidste 10-20 års stigende fokus på denne gruppe inden for historieforskningen. Rent historiografisk er dette ”taber”-fokus blevet betegnet som del af besættelsesforskningens ”3. generation”. En generation, der har efterfulgt de første efterkrigsårtiers konsensusprægede historieskrivning om modstandskampens brede politiske forankring samt 1970´ernes og 1980´ernes konfliktorienterede fokus på modsætningen mellem samarbejdspolitik og modstandsbevægelse. Men netop af denne grund er det ærgerligt, at der ikke er en grundig opsummering på de mange artiklers konklusioner i Over stregen, f.eks. gennem et opsamlende kapital eller et udvidet forord. For hvad betyder det, at antologiens forskellige personer og grupper endte med at gå over stregen under besættelsen? Er der centrale psykologiske, politiske eller sociale karakteristika, der går igen? Og kan man på baggrund af de forskellige personers og gruppers overskridelse af ”stregen” mellem ”national” og ”unational” adfærd se generelle, men skiftende tendenser i den måde, hvorpå den danske offentlighed afgrænsede sig fra ”landsforræderne”? I en så omfattende antologi, der rummer en så stor ophobning af empiriske undersøgelser, er det ærgerligt, at der ikke i højere grad bliver sat et fælles perspektiv på de mange bidrag.
I antologiens forord gennemgår Lauridsen ganske vist de tre former, som opgøret med de ”unationale” tog ved befrielsen. Her peger han på de juridiske, beskæftigelsesmæssige og offentlige konsekvenser, der ramte tusinder af de ”unationale”. Men i denne forbindelse havde det været interessant, hvis antologiens bidrag var blevet opsummeret i en overordnet kortlægning af, hvorfor og i hvilket omfang de behandlede personer endte med at modtage de forskellige former for fordømmelse 1박2일 다운로드. En opsummering, hvor f.eks. sociologiske eller psykologiske teorier og overvejelser om biografiens værdi som historisk fremstilling kunne have været inddraget.
Denne indvending til trods er antologien imidlertid en imponerende udgivelse, der i høj grad lever op til sin egen målsætning: At give et mangesidet, dybdegående og nuanceret billede af, hvad der drev grupper af danskere Over stregen – under besættelsen.
Anders DalsagerJohn T. Lauridsen (red.): Over stregen – under besættelsen. Gyldendal, 2007. 880 s., ill. 399,00 kr.

John T. Lauridsens Over stregen har siden udgivelsen fået en slags klassikerstatus blandt besættelseshistorisk interesserede. Den enorme antologi rummer 36 artikler om danskere, der på forskellige måder overskred samfundets normer for acceptabel, national adfærd i besættelsesårene. Antologiens store styrke er, at den bringer meget ny og kvalificeret viden om en række af besættelsesårenes danske ”tabere”. Dens svaghed er, at antologiens 880 sider i en vis grad savner en sammenfatning og et fælles perspektiv. De fleste af antologiens artikler er biografiske og tager fat på enkeltpersoner, mens enkelte andre fokuserer på grupper og begivenheder. Alle bogens artikler er skrevet af kompetente fagfolk. Bidragene spænder lige fra Sofie Lene Baks artikel om nazisten Aage Andersen over Henrik Skov Kristensens fremstilling af storstikkeren Grethe Bartram til Esben Kjeldbæks ”Café Mokka – en terroraktion”, om modstandsfolks bombeattentat mod civile og tyske soldater.

Antologien indledes med et forord af Lauridsen, der forsøger at indkredse udgangspunktet for udgivelsen. Han peger her på den ”streg” mellem national og unational opførsel, der blev trukket under befrielsens opgør med danskere, der blev beskyldt for at have tjent tyske interesser. Og han fortæller, at antologien i den forbindelse vil ”gribe fat i nogle af de mennesker, der kom i maskinen under efterkrigsopgøret”. Ambitionen er således at tegne et omfattende og nuanceret billede af de tabere, der blev juridisk og moralsk fordømt ved afslutningen af besættelsen.

Den første artikel er Sofie Lene Baks bidrag om en af dansk nazismes mest ekstreme aktører, antisemitten Aage H. Andersen. Bak formår at give et veldokumenteret billede af Andersens aktiviteter og hans placering i det danske nazistiske miljø før og under besættelsen, mens den samtidig viser de modsætninger, hans verdensbillede var præget af.

Derefter skifter antologien spor. Med Peter Edelbergs ”Andy og Grethe” springer den ind i et britiskstyret agentmiljø i modstandsbevægelsen. Her forsøger Peter Edelberg at vise, hvem der havde – og har – magt til at tegne besættelsens ”streger” mellem rigtigt og forkert adfærd under besættelsen. Det sker gennem en undersøgelse af likvideringsdommene over to dansk-britiske agenter samt servitricen Grethe Thomsen, hvoraf sidstnævnte under navnet ”Lorte-Grethe” ufortjent er blevet kendt som en af besættelsesårenes værste stikkere .net framework 3.5 오프라인. Edelberg får her sat kritisk lys på modstandsbevægelsens likviderings-beslutning og historieskrivningens hårde dom over Grethe Thomsen.

Stod Grethe Thomsen kun bag et enkelt stikkeri, angav Grethe Bartram til gengæld 70 modstandsfolk til Gestapo. Bartram er ofte nævnt i historieskrivningen, men har aldrig været udsat for en større, selvstændig behandling. Det rettes der op på i Henrik Skov Kristensens 47 sider lange artikel, der grundigt gennemgår hendes baggrund og netværk i århusianske modstandskredse. Kristensens fremstilling bygger på et stort kildemateriale og søger at vurdere den psyke, der gjorde hende i stand til at udlevere store dele af sin sociale omgangskreds til tyskerne.

Herefter fortsætter antologien med flere artikler om kendte forræderstemplede danskere fra besættelsesårene. Der er dog i flere tilfælde tale om personer, hvis livshistorier også er beskrevet af de samme forfattere i andre udgivelser. Det gør sig bl.a. gældende for portrætterne af torturbødlen Ib Birkedal Hansen (af Peter Øvig Knudsen), SS´eren Henning Brøndum (af Henrik Lundtofte), nazisterne Olga Eggers (af Iben Vyff) og Knud Nordentoft (af Arne Hardis), frikorpslederen Schalburg (af Mikkel Kirkebæk) samt ”Edderkoppen” Svend Aage Hasselstrøm (af Claus Bundgård Christensen).

Joachim Lunds bidrag om geografen Gudmund Hatt skiller sig ud fra dette billede. Tidligere er Hatt kun delvist blevet historisk undersøgt, selvom han var den eneste danske universitetsprofessor, der blev ramt af befrielsens retsopgør. Hatt stod under besættelsen bag en række geopolitiske foredrag og artikler. Her talte han varmt for dansk samarbejde med Tyskland, som efter Hatts opfattelse ville vinde krigen. Det kom ham senere dyrt at stå, og Lund formår overbevisende at tegne et billede af Hatt som skoleeksemplet på den ”intellektuelle debattør, der nægtede at gå på kompromis og give efter for folkestemningen i en tid, da samarbejdspolitikken blev mere og mere upopulær”. Dermed overskred Hatt den vigtige, men usynlige ”streg” i offentligheden mellem national og unational opførsel.

En anden interessant ”åndelig kollaboratør” behandles i Martin Grunz´ artikel ”Åndeligt hjemløs – Børge Jacobsen fra socialist til nazist”. Børge Jacobsen tilhørte før krigen venstrefløjen i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han gled dog under besættelsen over i nazipartiet DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, som han kom til at repræsentere i Københavns Borgerrepræsentation. Grunz indkredser undervejs Jacobsens motiver for det politiske skifte, og peger på den personlige opportunisme som en vigtig faktor.

Noget anderledes stod det til med Valdemar Rørdam. Den højreorienterede og ekstremt konservative digter hyldede i 1941 tyskernes angreb på Sovjetunionen med digtet ”Så kom den dag…”, hvor Hitler hyldes som Europas redningsmand. Det blev en afgørende handling for Rørdam, der endte med at blive stemplet som landsforræder. Rørdams liv og eftermæle gennemgås af Hans Hertel i antologiens 30 다운로드. artikel. Hertel peger her på digterens nationalheroiske livssyn, foragt for arbejderbevægelsen og det parlamentariske demokrati samt en familietilknytning til Tyskland som vigtige faktorer bag hans støtte til Det 3. Riges krig. Hertels artikel er dog ikke kun analyserende, men også debatterende. Især i dens velargumenterede kritik af Dansk Folkepartis og Søren Espersens forsøg på at rehabilitere Rørdam.

Til forskel fra de biografiske artikler sætter Esben Kjeldbæks ”Café Mokka – en terroraktion”, Sofie Lene Baks ”Meyer-morderne” og Henrik Lundbaks ”Sabotagevagterne på Nordværk” grupper og organisationer i centrum. I Kjeldbæks artikel får vi et indblik i forholdene omkring et bombeattentat mod en af tyskerne besøgt café, spontant udført af hævngerrige personer fra et kommunistisk sabotørmiljø i København i 1943. Selvom beskrivelsen af selve attentatet er dramatisk og fascinerende, er det især Kjeldbæks vurderinger af reaktionerne på det, der er væsentlige. I varierende grad tog den organiserede modstandsbevægelse nemlig afstand fra terroraktionen. Dermed trak den en streg mellem acceptable og uacceptable metoder i modstandskampen.

Sofie Lene Baks bidrag om mordet på Mathilde Meyer handler også om en spontan handling i modstandskredse. Den fokuserer på den eneste stikkerlikvidering, der efter befrielsen kom for en dansk domstol. Artiklen giver et godt indblik i den selvretfærdighed og paranoia, der trivedes i visse nydannede modstandsgrupper og jødiske kredse oven på tyskernes aktion mod de danske jøder i oktober 1943. Og den viser, at en dansk domstol efter krigen delvist kunne tilgive selve drabet på Meyer, selvom kvinden var uskyldig, men at domstolen samtidig trak en streg i sandet ved at idømme hårde straffe til dem, der satte likvideringen i værk ved at sprede løgne om offeret.

Med Henrik Lundbaks artikel om sabotagevagter er vi igen tilbage i den gruppe danskere, der blev forræderstemplede efter krigen. Lundbak har publiceret flere artikler om vagterne på virksomheden Nordværk i København. Han holder her et stringent fokus på hvilken ”side af stregen” disse mennesker placerede sig på ved at tage jobs, der indebar bekæmpelse af sabotage i København.

Gennemgangen af Over stregen viser tydeligt, at der er tale om en af de mest omfattende udgivelser om besættelsesårenes danske ”tabere”, der hidtil er udkommet. Derfor kan den også opfattes som en slags opsamlingsudgivelse oven på de sidste 10-20 års stigende fokus på denne gruppe inden for historieforskningen 다운로드. Rent historiografisk er dette ”taber”-fokus blevet betegnet som del af besættelsesforskningens ”3. generation”. En generation, der har efterfulgt de første efterkrigsårtiers konsensusprægede historieskrivning om modstandskampens brede politiske forankring samt 1970´ernes og 1980´ernes konfliktorienterede fokus på modsætningen mellem samarbejdspolitik og modstandsbevægelse. Men netop af denne grund er det ærgerligt, at der ikke er en grundig opsummering på de mange artiklers konklusioner i Over stregen, f.eks. gennem et opsamlende kapital eller et udvidet forord. For hvad betyder det, at antologiens forskellige personer og grupper endte med at gå over stregen under besættelsen? Er der centrale psykologiske, politiske eller sociale karakteristika, der går igen? Og kan man på baggrund af de forskellige personers og gruppers overskridelse af ”stregen” mellem ”national” og ”unational” adfærd se generelle, men skiftende tendenser i den måde, hvorpå den danske offentlighed afgrænsede sig fra ”landsforræderne”? I en så omfattende antologi, der rummer en så stor ophobning af empiriske undersøgelser, er det ærgerligt, at der ikke i højere grad bliver sat et fælles perspektiv på de mange bidrag.

I antologiens forord gennemgår Lauridsen ganske vist de tre former, som opgøret med de ”unationale” tog ved befrielsen. Her peger han på de juridiske, beskæftigelsesmæssige og offentlige konsekvenser, der ramte tusinder af de ”unationale”. Men i denne forbindelse havde det været interessant, hvis antologiens bidrag var blevet opsummeret i en overordnet kortlægning af, hvorfor og i hvilket omfang de behandlede personer endte med at modtage de forskellige former for fordømmelse. En opsummering, hvor f.eks. sociologiske eller psykologiske teorier og overvejelser om biografiens værdi som historisk fremstilling kunne have været inddraget.

Denne indvending til trods er antologien imidlertid en imponerende udgivelse, der i høj grad lever op til sin egen målsætning: At give et mangesidet, dybdegående og nuanceret billede af, hvad der drev grupper af danskere Over stregen – under besættelsen.

Anders Dalsager