Anmeldelser

Gyldendal, 2009. 424 s., ill. 299,00 kr.

Anmeldt sammen med: Johanna Adorján: En ganske særlig hemmelighed. Gyldendal, 2009. 216 s. 229,00 kr.

Disse to bøger har en fælles problemstilling, der gør det naturligt at behandle dem i een anmeldelse, selvom både bøgernes form og indhold er meget forskellige.

Det fælles for dem er, at hovedpersonerne i bøgerne er holocaust-overlevere, som aldrig selv fortalte deres historie, men hvis efterkommere, d.v.s forfatterne, prøver at forklare overlevernes specielle handlemåder i tiden efter holocaust 다운로드. Da alle hovedpersonerne er døde for ca. 20 år siden, kan bøgerne ikke give den endelige forklaring, men ved at fortælle historien, forsøger forfatterne at få læseren til at reflektere over, om der er en forbindelse mellem deres handlinger efter krigen og deres oplevelser før og under krigen.

Adorjáns bog omhandler hendes farmor, som var gift med lægen István Adorján. De var ungarske jøder, og farfaren overlevede med nød og næppe krigen som fange i Mauthausen-koncentrationslejren, mens farmoren holdt sig skjult i Budapest med sin nyfødte søn, indtil russerne befriede Ungarn i 1945. I 1956 flygtede de fra Ungarn til Danmark, hvor farfaren blev en højt respekteret ortopædkirurg med bopæl nord for København. I 1991 var farfaren uhelbredeligt angrebet af cancer, og sammen begik den raske farmor og den dødssyge farfar selvmord 다운로드. Spørgsmålet i bogen er, hvorfor farmoren valgte døden sammen med sin mand.

Karin Lützens bog omhandler hendes mor, den sofistikerede, veluddannede franske dame, der blev gift ind i den Fredericia’ske overklasse. Morens eneste familie var hendes ligeledes meget franske far, hendes mor var død i 1948, og der er, mens moren og morfaren lever, ingen antydning af, at de har anden familie tilbage i Frankrig. Men virkeligheden er, at moren er efterkommer efter bulgarske jøder, der indvandrede til Frankrig omkring 1900, at familiens medlemmer har levet i tæt relation i de særlige jødiske indvandrerkvarterer i Paris, indtil et eller andet ukendt tidspunkt efter 1935, hvor forbindelsen til denne jødiske familie blev totalt afbrudt 다운로드. Morens farbror og hele hans familie er blandt de ca. 75.000 franske jøder, der blev indfanget af fransk politi og sendt videre østpå, hvor de blev ombragt. Forfatteren har omkring 1970 opholdt sig i længere tid i Frankrig, hvor hun naturligvis havde kontakt med morfaren, men ingen anelse havde om, at en bror og en søster til ham stadig levede i Frankrig, men som han tilsyneladende ingen kontakt havde til. Også forfatterens mormor, som var død i 1948 havde overlevende søskende, som moren og morfaren heller ingen forbindelse havde med. Spørgsmålet forfatteren stiller er, hvorfor denne 100% jødiske mor med udelukkende østeuropæiske rødder, har fornægtet sine forfædre, taget den franske nationalitet på sig som sin egen og sammen med morfaren afbrudt forbindelsen med resten af den jødiske familie 다운로드.

I Adorjáns bog fortælles den fiktive historie om bedsteforældrenes sidste dag i oktober 1991, fra de står op om morgenen, til de kl. 19.30 om aftenen sammen drikker den dødelige medicin – fiktiv fordi den i sin detaljerede beskrivelse selvfølgelig ikke kan være sand, men skrevet af forfatteren ud fra hendes store kendskab til bedsteforældrene. Beskrivelsen er helt kronologisk, men afbrudt dels af afsnit med historiske tilbageblik af forfatterens og den nærmeste families gengivelse af bedsteforældrenes liv, dels med beskrivelse af tidligere besøg på steder, som har forbindelse til bedsteforældrene, som Mauthausen, Budapest og New York, hvor familien siden 1928 gentagne gange har ladet sig fotografere foran en statue af en ungarsk frihedshelt, og dels af interview med tidligere venner til bedsteforældrene, både fra før og efter krigen, for at prøve at få dem til at besvare spørgsmålet om, hvorfor den sunde og raske 71-årige bedstemor begik selvmord.

Men spørgsmålet kan ikke besvares, skønt der angives mange teorier. Nogle af teorierne er, at bedstemoren i virkeligheden var et ensomt menneske, og kun havde følt sig elsket af bedstefaren, at hun ikke kunne overskue at rykke sin tilværelse op endnu engang og slå sig ned hos sønnen i München eller veninden i New York, eller at hun som holocaust-overlever selv ville bestemme hvornår hun skulle dø, og ikke ville overlade denne beslutning til andre 다운로드. Men der er også mere negative teorier, som ikke direkte siges, men som overlades til læseren at konkludere sig til, bl.a. at det kunne være en teatralsk selviscenesættelse som i Wagners Tristan og Isolde, hvor Isolde begår selvmord, da Tristan dør. Dagen før dobbeltselvmordet havde bedsteforældene besøg af deres 16-årige barnebarn, og for dette barnebarn spillede mormoren på pladespilleren to gange Isoldes otte minutter lange arie, hvor hun synger om at begå selvmord ved siden af den døde Tristan.

De forskellige tråde i historien er blændende godt vævet ind i hinanden og sproget er letlæst og flydende, så man har meget svært ved at slippe bogen 가족의 탄생. Man skal lige have et afsnit mere og et afsnit mere o.s.v.

Det er en af den slags bøger, som det også er svært at slippe tankemæssigt efter at sidste side er læst. Når man lægger bogen fra sig, begynder man selv at spekulere over, hvorfor det skete som det gjorde. Beskrivelsen af bedstemoren kan godt opfattes som lidt karikeret; alligevel er hun blevet til en levende og interessant person, en overlever, som så alligevel ikke ville overleve længere.

Temaet i Karin Lützens bog om sin mor har en helt anden baggrund. Her er det ubesvarlige spørgsmål, hvorfor moren fornægtede sin jødiske baggrund, og aldrig selv fortalte om sin familie i Frankrig 인텔 툴박스 다운로드. Først efter morens død afslører efterladte papirer, at morforældrene var indvandrede bulgarske jøder. Forfatteren tager på rejse tilbage til sine rødder ved at gennemforske det jødiske indvandrermiljø i Paris og ved at opspore efterladte famliemedlemmer af sin jødiske familie. Bogen er opbygget så man følger forfatteren på hendes jagt efter disse jødiske rødder. Det fremragende ved bogen er beskrivelsen af det lukkede jødiske indvandrermiljø fra omkring 1900 til tiden efter den 2. verdenskrig med de specielle sociale adfærdsmønstre, både hvad angår beskæftigelse og foreningsliv, som har været karakteristiske for jødiske indvandrere i Paris 다운로드. Det er medrivende og for mange, inklusive undertegnede, en ny verden, der åbner sig for en, helt ulig det sædvanlige billede af Frankrig. Det negative ved denne jagt på fortiden er, at det er lidt trættende og ikke specielt interessant at følge forfatteren rundt på diverse offentlige kontorer i Paris og høre om de personer, hun møder, som ikke hører til nøglepersoner eller familie, men som assisterer i jagten på familien, ligesom den megen omtale af diverse indvandrergader i Paris gør læsningen vanskelig for ikke specielt Paris-kyndige at følge med i, så meget mere som de kort over Paris og jødiske kirkegårde, der er i bogen, er umulige at læse.

Forfatteren får hos familien i Paris ingen svar på, og kommer heller ikke selv ind på nogen plausibel forklaring på, hvorfor moren fornægtede sin jødiske baggrund. Den eneste forklaring forfatteren kommer med er, at moren ville skåne sine efterkommere for den stigmatisering det ville være, at være jøde, og den forekommer helt usandsynlig 다운로드. Det spørgsmål som hele tiden lurer hos læseren er, hvorvidt Karin Lützen direkte spurgte familiemedlemmerne hun mødte i Paris om, hvorfor bruddet skete. For måske ligger der bare en hel banal historie bag, om en jødisk indvandrerfamilie, der holder sig isoleret fra det land, de indvandrer til, og hvor forfatterens mor og morfar, som er opvokset og uddannet i Frankrig og som derfor føler sig som franske, vender ryggen til indvandrermiljøet. De bliver måske endog udelukket fra det jødiske familiefællesskab ved deres bevidst ikke-jødiske optræden, som måske kulminerer, da Karin Lützens mor gifter sig med en ikke-jøde, med det meget germanske navn Lützen 다운로드. Det ville i hvert fald forklare, hvorfor moren og morfaren bevidst fornægtede deres jødiske rødder. Familien i Frankrig kunne måske have givet svaret på årsagen til bruddet, men de er tilsyneladende aldrig blevet spurgt, og dermed bliver deres møder med forfatteren kun rigtig interessante for læseren, når de indgår i de specielle jødiske ceremonier, forfatteren også kommer til at deltage i.

Bogens store styrke er, som det fremgår af det foranstående, at den med baggrund i en konkret famlie, beskriver de lukkede jødiske indvandrermiljøer, som for mig og formentlig for de fleste danskere er helt ukendte. Hvordan man i et par generationer fortsætter sin tilværelse efter de normer, som man har medbragt fra hjemlandet, men også hvordan der i disse miljøer opstår egne selvhjælpsgrupper, som sørger for at indvandrerne lægger deres eget sociale sikkerhedsnet ud, uafhængigt af det omgivende samfund.

Begge bøger er særdeles anbefalelsesværdige. Den første, fordi den er rigtig godt skrevet, og fordi det er lykkedes at komme ind under huden på et meget specielt menneske, hvis uforklarlige handlemåde måske alligevel kan forklares ved at perspektivere den gennem det 20. århundredes historie. Den anden fordi den beskriver, autentisk og overraskende, et indvandrermiljø, som opstod efter den jødiske exodus fra Østeuropa omkring 1900. Historien er ukendt for de fleste, og derfor er den en bog, som, foruden en bred læserkreds, som læser den p.g.a. den medrivende historie, henvender sig til historikere, der interesserer sig for det 20. århundredes jødiske Europa-historie.