På kulturhistoriske museer i Danmark og udlandet vinder en audiovisuel formidlingstendens frem, der inkluderer videofilmede erindringsinterview med tidsvidner i udstillinger 동경표류일기 다운로드. Inddragelsen af tidsvidner er blevet fremhævet som en mulighed for at formidle almindelige menneskers erindringsarbejde, og som noget, der menneskeliggør og intensiverer museumsformidling 다운로드. Brugen af tidsvidner i museumsformidling legitimerer imidlertid også en given museumsinstitutions fortidsfortællinger og øger museets troværdighed 착한음악 다운로드. I forlængelse af denne mere underbelyste og kritiske interesse spørger vi til, hvordan inddragelsen af tidsvidner i Danmarks Forsorgsmuseums udstilling Skjulte Danmarkshistorier og Den Gamle Bys Velfærd og frisind – 1974 på forskellige måder både autentificerer og deautentificerer museernes historieformidling fluke. Teoretisk sker det primært med udgangspunkt i Steffi de Jongs tidsvidne-begreb