Anmeldelser

Gyldendal. København 2012. ISBN: 978-87-02-101959

Knap 500 sider tysk kulturhistorie fra Den westfalske Fred til i dag – ja, nærmest til i morgen – er, hvad man får med Tysk Kulturhistorie. Sagen er lagt i hænderne på tolv kyndige forfattere, der alle indleder med et billede, en metafor, en konkret gestaltning for deres emne, der ligeledes for dem alle er kronologisk bestemt 신삼국지 더빙 다운로드. Første indledning, som intonerer Michael Harbsmeiers både veloplagte og elegante afsnit om tiden fra 1648 til 1789, er frontispicen til originaludgaven af Den eventyrlige Simplicissimus, der udkom i 1668, og som en metafor følges hele afsnittet igennem. Det er desværre den eneste gang, det så konsekvent sker i bogen, hvilket er så meget des mere bemærkelsesværdigt, som Harbsmeier er på den temmelig umulige opgave at klare 150 af Europas, og in casu Tysklands, særdeles formative år på små 30 sider; de årtier hvor den moderne verden for alvor fik en gestaltning, som vi kan genkende i dag 매매계약서 양식. Vægten ligger, med andre ord, i Tysk Kulturhistorie på de sidste omkring 150 år, behandlet i afsnittene fire til tolv.

For de andre forfattere er indledningsbilledet mest af alt en optakt, et samlende greb i antrædningen til dansen, således også Moritz Schramms indpakkede Berliner Rigsdag til afsnittet Det forenede Tyskland efter 1990, som afslutter hele bogen. Det er der for så vidt intet galt i, det fungerer alle steder fint, men viser også, at Tysk Kulturhistorie er lidt ujævn i anslaget. I den prisværdigt korte og klare indledning, skrevet af redaktørerne, nævnes det, at forfatterskaren har forskellige, faglige udgangspunkter, og at deres accentueringer derfor vil være forskellige, hvilket redaktørerne ikke har ønsket at ændre på eller styre særlig meget 다운로드. Det er et valg – og dertil et, som har kunnet give forfatterne skrivefrihed. Sammen med et andet valg, nemlig en kronologisk, i tid fremadskridende opdeling af de tolv afsnit, gør det dog, at Tysk Kulturhistorie får et svingende indhold i behandlingen af epokerne. Det kunne forlede en læser til at tro, at disse forskelle er udtryk for kulturhistorien i epoken selv, hvad dog næppe fuldt og helt er tilfældet. Visse afsnit har således en blanding af politisk, social og kulturel (både kunst- og antropologisk forstået) historie i sit repertoire, andre afsnit anvender blot den samlede samfundsramme som baggrund for en egentlig kunsthistorie, atter andre skriver vist mest litteraturhistorie i bredeste forstand 다운로드. De sidste to variationer fordrer, at læseren på forhånd er en hel del inde i almen, tysk historie. Det skal blot nævnes, at det er en (forståelig) pudsighed, at tidsafsnittene vist nærmest er bestemt af den politiske histories begivenheder.

Det gør ikke Tysk Kulturhistorie til en dårlig læseoplevelse, tværtimod er alle afsnit både velskrevne og bredt læseværdige. For denne anmelder har afsnittet om Bismarck-tiden dog en anderledes tone med en, ja hvordan skal man karakterisere den, nærmest ironisk stillingtagen til sit emne, som den på mange måder vidtskuende rigsgrundlæggende kansler og hans samtid, der ganske rigtig var konservativ, både borgerlig og aristokratisk præget, vel ikke helt har fortjent, i hvert fald hvis man spørger denne anmelder 신전부수기 다운로드. Forfatteren, det er Christian Benne, har lov til at være uenig, og måske tonen kommer fra en inspiration fra den i afsnittet flere gange med rette nævnte filosof Friedrich Nietzsche, som forfatteren vist endda kender ret indgående, men den er nu alligevel påfaldende, når man, som anmelderen, læser Tysk Kulturhistorie i nærmest et stræk. Måske kunne, hvis ironien skulle have været fulgt kulturhistorisk op, faklen fra den første Simplicissimus i første afsnit have været ført til den anden i dette afsnit – altså den fra München med sin joviale, bayerske, ølkrussvingende, trivelige bonhomme og sin stramme, tynde, monokelbærende, preussiske løjtnant som genkommende, elskede skikkelser i Kejserrigets til tider stærkt kritiske og ganske morsomme, satiriske tidsskrift, der dog, medgivet, først udkom efter Bismarcks tilbagetræden 다운로드.

Men det blev jo ikke udgivet i Berlin. Mere generelt kan det nemlig undre, at en bog, der adskillige steder på forskellig vis proklamerer, at Tyskland jo netop har den særhed, for nu at anvende den gamle betegnelse, at det tyske kulturrum både er decentralt med adskillige centre og en hel del større end den politiske enhed, som er dagens Tyskland, kun lejlighedsvist besøger Wien, Salzburg, Zürich, Bozen (Bolzano) og Königsberg (Kaliningrad), eller München, Hamburg, Frankfurt, Dresden, Leipzig, Weimar (omtales vist mest) og Stuttgart. Opholdet i Rhinlandets hovedbyer, hvoraf dog de katolske bispebyer Köln, Mainz og Trier spillede en væsentlig rolle i det rige, som først gik under i 1806, og hvor Ruhrområdets i dag sammenvoksede byer udgjorde et økonomisk kraftcentrum i både det wilhelminske kejserrige og længere op mod vor tid, fylder heller ikke meget, ligesom bogen nærmest slet ikke vover sig ud på landet blandt folk og fæ 다운로드. Jo nærmere frem i tid, bogen kommer, des mere synes afsnittene enten at tale om Tyskland som en helhed (dvs. det efter 1871/1918/1945/1990 indbefattede politisk-geografiske område) eller mere i detalje at besøge næsten udelukkende Berlin. Bevares, man omtaler de nye kunstsammenslutninger i Wien og München omkring forrige århundredeskifte, og de store, østrigske, schweiziske (og tjekkiske!) forfattere på samme tid, ligesom Thomas Manns München og Sigmund Freuds Wien da optræder, men Berlin bliver i stigende grad i bogen til selve eksemplet 다운로드. Ikke fordi en (tidligere og nuværende) hovedstad og europæisk metropol ikke skal have sin plads, men Tyskland er dog så meget mere – ikke mindst i en kulturhistorie.

Tysk Kulturhistorie har, sammenfattende sagt, antologiens ofte sete ujævne forløb og dertil over lange stræk en vis fiksering på Berlin, og dermed en slagside til det nordlige og protestantiske Tyskland 나눔폰트. Alligevel er den et bekendtskab værd, også fordi den er så velskrevet. Den er også pæn, hvad ikke blot er en kort konstatering, men ment som en stor ros. Særligt for dem, der fascineres af vor sydlige nabos århundredegamle kulturpåvirkning af Danmark og Europa – og dem bliver der jo heldigvis flere og flere af igen i disse år, hvilket anføres som en vægtig årsag til udgivelsen – men som ikke er de store kendere af tysk kultur og historie, er Tysk Kulturhistorie en god begyndelse 다운로드.