Husbondret
Museum Tusculanums Forlag, 2008. 574 s., 348,00 kr.
Anette Faye Jacobsens emne er opfattelser af retlig og politisk myndighed fra Danske Lov i 1683 og frem til de kommunale valgreformer i 1908 og medhjælperloven, den tidligere tyendelov, i 1921. Bogen er disponeret kronologisk og tematisk. De over 300 år, der er beskrevet – men med hovedvægten på tiden fra landboreformerne – er delt op i tre perioder: Fra Danske Lov til landboreformerne, fra landboreformerne til Junigrundloven og fra Junigrundloven til begyndelsen af det 20. århundrede. Temaerne er også delt i tre: de sociale og arbejdsmæssige forhold under husbondretten, konsekvenserne for den politiske repræsentation og dens betydning for udformningen af den politiske repræsentation fra 1830’erne samt retsvidenskabens rolle i samspil med de samfundsmæssige forandringer.
Udgangspunktet er altså den såkaldte husbondret, som forfatteren dissekerer og følger hele vejen igennem. Den var der også før landboreformerne, ja før Danske Lov, og ophører først helt med medhjælperloven i 1921 만화책 힙합. Der er tale om to parallelle retssystemer eller retsordener, en statslig, skreven ret og så sædvaneretten, som husbondretten er en del af.
Faye Jacobsen konkluderer i sin afslutning på s. 415, at husbondretten havde afgørende betydning for de arbejdsmæssige og sociale områder i det danske landbosamfund (analysen er stort set begrænset til landet). Den omfattede husmændene frem til husmandslovene i midten af det 19. århundrede og tyendet helt frem til loven i 1921. I forhold til den moderne kontraktret, der bygger på individet og ikke på kollektivet, fulgte husbondretten andre principper og retsregler. De to væsensforskellige systemer fungerede imidlertid sammen i hele perioden, om end husbondretten i løbet af det 19. århundrede gradvis blev trængt tilbage for helt at falde med den individbaserede lovgivning efter systemskiftet i 1901 다운로드.
Husbondretten eller den patrimoniale ret udsprang som nævnt af sædvaneretten og var for en stor del uskreven, og foruden de arbejdsmæssige og sociale forhold havde den stor indflydelse på forestillingerne om politisk repræsentation i hele det 19. århundrede – analysens andet tema. Husbond som retsligt subjekt på kollektivets vegne blev lagt til grund for valgrettighederne først til de Rådgivende Stænderforsamlinger og siden til Rigsdagen, hvor han også blev politisk subjekt. Der var, som Niels Finn Christiansen som vistnok den eneste historiker hidtil har udtrykt det, tale om et husbonddemokrati og ikke om et moderne individbaseret demokrati. Husbonden havde en privilegeret status, som først for alvor blev problematiseret og udfordret i begyndelsen af det 20. århundrede. Retsvidenskaben og juraen – bogens tredje tema – fik betydning både som arsenal for argumentationen i de politiske kampe, men ligeledes i bredere forstand som tolkningsramme for samfundets retlige og til en vis grad også politiske overbygning 다운로드.
Som det allerede er fremgået, er der ikke tale om traditionel historieskrivning hos Anette Faye Jacobsen. Bogen er juridisk præget – hun nævner selv at den kan bruges som håndbog, uden dog at referere til en bestemt faggruppe – men forlægget er en ph.d.-afhandling i historie. Der er altså tale om en – prisværdig – tværvidenskabelig tilgang. P.g.a. den tematiske opdeling er den heller ikke udformet som en fortløbende fortælling som normalt blandt historikere. Den er opdelt i „paragraffer“ (korte afsnit om et bestemt emne) som det er almindeligt hos juristerne. Og det gør bogen ret svært tilgængelig og i øvrigt belagt med en del gentagelser.
Faye Jacobsen angiver selv, at hendes motivation for at undersøge, hvordan og hvorfor mennesker har været tildelt forskellige rettigheder efter deres standsmæssige tilhørsforhold, har været den moderne menneskeretstænkning 유튜브 bgm 다운로드. Dennes univers er ganske anderledes end standstænkningens. Hun er altså begyndt bagfra – noget, der tidligere blev anset for en dødssynd for historikere, men som i virkeligheden altid har fundet sted, da andet ikke er muligt – og har i mødet med kilderne kunnet konstatere, hvor forskellig menneskers måde at tænke på om rettigheder og pligter var før moderniteten. Gennem nærlæsning af kilderne bliver hun i stand til at skildre de politiske, sociale og juridiske forholds radikale anderledeshed i forhold til nutiden. Og selvom fokus er på det retlige, kommer hun vidt omkring i de samfundsmæssige forhold, ind imellem måske også for vidt, som når hun f.eks. hober detaljer op om landsbyens egenjustits, viderne, s. 97-100.
Hvis jeg skal prøve at videregive bogens hovedindhold i mit eget sprog – og det lægger man jo stor vægt på i skolen i dag – vil jeg sige følgende: Fra ældgammel tid var samfundet opdelt i stænder, med de mægtige i toppen og derefter differentieret nedad i lavere stænder som grenene på et juletræ erlang. Rettighedsbæreren var på alle niveauer „lederen“ af en husstand, hvor både børn og tyende skulle være hørige og lydige. Husbond repræsenterede husstanden udadtil og havde tugtelsesret indadtil. Der var tale om et underkastelsesforhold, der blev støttet af de politiske og retlige strukturer, som i slutningen af det 18. århundrede blev udbygget med statslige, retlige instanser (politiretterne). Det gjaldt også fæstebønderne før landboreformerne, selv om en fæstebonde selv var husbond. Rettens forvaltning var i høj grad overladt til herremændene, og ordet magtudøvelse forekommer med nutidens briller mere nærliggende end retsudøvelse. (Ganske vist var der også indbygget en patriarkalsk beskyttelse i husbondmyndigheden, men ifølge Faye Jacobsens undersøgelser af politiretternes domme omkring 1800 var det stort set op til husbonden, om han ville praktisere den eller ej) 다운로드. Med Danske Lov blev magtforholdet på en mere systematisk måde udtrykt i lovgivningen. Først med landboreformerne i slutningen af det 18. århundrede fik bønderne myndighed i forhold til godsejerne, men samtidig fik de rettigheder over den voksende klasse af husmænd og indsiddere, som de nu var husbonder for. Godsejerne havde naturligvis samme rettigheder over for de folk, der arbejdede for dem både som tyende og som husmænd/landarbejdere. Ved opståelsen af de moderne politiske repræsentationssystemer faldt det ingen, end ikke de mest radikale, ind, at man kunne give stemmeret til kvinder, tyende og folk uden egen husstand. Husbonden repræsenterede husstanden, og det var ham, der fik valgret. Først med byarbejderklassens vækst og Socialdemokratiets fremgang op imod år 1900 slog det individbaserede syn igennem med almindelig og lige valgret, sådan som vi forstår begrebet i dag. Det kan virke paradoksalt al den stund Socialdemokratiet først og fremmest tænkte i klasser, men klasseorienteringen nedbrød de patriarkalske tænkemåder hos underklassen og gav rum for individtænkningen 아이엠스쿨 다운로드. Også husmændene fik „frihed“ i midten af 1800-tallet, og til sidst var kun tyendet undergivet husbondretten, hvilket ophørte i 1921, kort efter at kvinderne og i øvrigt også tyendet havde fået stemmeret. De økonomiske og sociale rettigheder, der også hører til de moderne menneskerettigheder, måtte vente til velfærdsstaten, men det tages ikke op af forfatteren.
Anette Faye Jacobsens analyse er så gennemtænkt og veldokumenteret, at demokratiets historie i fremtiden må fremstilles anderledes end hidtil. Efter min mening kan man kalde Junigrundlovens valgrettigheder for demokratiske, d.v.s. at der på samtidens betingelser blev tale om et demokrati. Men det var et demokrati, som var meget forskelligt fra det, der opstod med den almindelige og lige valgret fra 1908 og dens udbredelse til hele samfundet med grundloven af 1915 og den tilhørende valglov 다운로드. Denne forskel har Faye Jacobsen klart fået anskueliggjort, og dermed har hun føjet en vigtig dimension til vores forståelse af demokratiets historie.
Som videnskabeligt arbejde er bogen imponerende. Problemstillingen er klar, kildematerialet er stort og tolkes konsekvent i forhold hertil, og det teoretiske apparat i indledningen virker relevant, selvom det kun punktvis bruges i den empiriske undersøgelse. Sproget er godt og fremstillingen stringent. Desuden må man fremhæve den tværvidenskabelige bestræbelse, Faye Jacobsen har tilegnet sig en betydelig juridisk og retshistorisk viden. Man kan næsten ikke forlange mere. Malurten er den gængse ved mange videnskabelige værker, nemlig vanskeligheden ved at komme ind i bogen og følge dens problemstilling gennem de mange „paragraffer“ (sammenfatningerne retter dog lidt op på det) avi 동영상 다운로드. Måske skulle Faye Jacobsen have anbragt afslutningen først, for her får man en sammenhængende og relativt letlæst gennemgang af hele problemfeltet. En del småfejl forekommer også, alvorligst i personbiografierne til sidst, hvor det f.eks. i biografien af Christopher Hage hedder: „Med i dannelsen af Venstrereformpartiet. Efter Hørups død og Brandes udtræden i 1894-95 blev han førstemanden i den hørupske gruppering“. Som bekendt døde Hørup i 1902 – det der tænkes på er hans udtræden af Folketinget efter at have tabt valget til Alberti i Køgekredsen i 1892.
Men det er småting. Værket vil få blivende betydning både for historievidenskaben, politologien og, så vidt jeg kan bedømme det, for retshistorien 모피어스.
