Anmeldelser

Gads Forlag, 2008. 847 s., ill. 399,00 kr.

“DET TABTE LAND fortæller historien om den dramatiske forarmelse af det danske landskab gennem de seneste 250 år. „ Denne indholdsbeskrivelse står at læse på omslaget til Kjeld Hansens mammutværk (847 sider; vægt: 1,8 kg). Sammen med bogens titel og undertitel vækker den forhåbning om, at der omsider foreligger et bredt anlagt, populærhistorisk værk om de gennemgribende forandringer, det danske landskab har gennemgået siden landboreformernes tid. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Sigtet med Det tabte land er begrænset til landvindingen i Danmark og de kræfter, der har styret denne virksomhed siden ca. 1700. Med ordet landvinding mener Kjeld Hansen inddæmning og afvanding på søterritoriet af vige, nor, fjordarme og strandenge samt tørlægning af vådområder på landjorden: Søer, moser, kær og ferske enge, de sidstnævnte afvandet ved udretning af så godt som alle vandløb i Danmark. Når alt kommer til alt, er det kun en temmelig beskeden del af landskabet, forstået som kulturlandskabet i det åbne land, forfatteren beskæftiger sig med, næppe mere end 5-6 procent. De øvrige landskabstyper, d.v.s. landbrugsjorder, skove, plantager, krat, heder, overdrev, klitter m.m. falder uden for bogens tema. Ikke desto mindre har landvindingen ifølge forfatteren ført til en, som det hedder, „enorm dekonstruktion“ af det danske landskab 다운로드. „I det danske landskabs historie findes der ingen epoke, der tåler sammenligning med årene fra 1940 til 1970,“ hævder Kjeld Hansen således i indledningen. Før den tid var det åbne land kendetegnet ved et afvekslende mønster af landbrugsjorder og utallige åndehuller, især vådarealer, som gav grobund for en varieret flora og fauna, dét man i dag forstår ved natur. Kun et fåtal herhjemme har barndomserindringer om dette landskab, andre, ikke mindst forfatteren af Det tabte land, gør en stor og uvurderlig indsats for at få genskabt noget af det tabte og redde de stumper, der måtte være tilbage. Kjeld Hansen er således kendt i offentligheden for sit store journalistiske engagement i naturog miljøspørgsmål; han har skrevet utallige, som regel stærkt kritiske, artikler om disse emner og udgivet en række bøger, hvoraf navnlig Der er et yndigt land fra 2003, har bud til historisk interesserede, da der netop her findes fine fremstillinger af ændringerne i det åbne kulturlandskab gennem de sidste to-tre hundrede år.

Det tabte land indeholder et hundrede kapitler, hverken færre eller flere. De gennemgår en række betydningsfulde landvindingsprojekter herhjemme, afvekslende med kapitler om relevante Danmarkshistoriske begivenheder samt portrætter af en række personer, der på én eller anden måde har tilknytning til emnet. Bogen består af tre hovedafsnit. Første del „I tidernes morgen“ (s. 12-201) behandler tidsrummet ca. 1700-1939, hvor en række af de største landvindingsprojekter, dvs xsteel. inddæmninger på søterritoriet og tørlægning af søer på landjorden, blev gennemført: Søborg Sø, Lammefjorden, Kolindsund, Bøtø Nor, Rødby Fjord, Kalvebod o.s.v. Andre store projekter (Saltbæk Vig, Vejlerne, Vest Stadil Fjord, Flyndersø) mislykkedes til alt held og står i dag tilbage som skattede naturområder. Anden del „Basses tid“ (s. 204-603), benævnt således efter Hedeselskabets daværende direktør Niels Basse, dækker det forholdsvis korte tidsrum 1940-1960, men fylder ikke desto mindre halvdelen af bogen. Landvindingsloven af 1940 sikrede store statslige midler til landvindingsprojekterne. Af egentlige inddæmningsprojekter på søterritoriet blev der kun gennemført nogle få, f.eks. Lumby Fjord og Kysing Fjord. I 1950 ́erne indledte Hedeselskabet en kampagne for inddæmninger efter hollandsk mønster, hvorefter i første omgang Venø Bugt ved Struer skulle omdannes til tre landsogne med 800 husmandsbrug. Hvis ikke Finansministeriet havde syltet projektet, er det ikke umuligt, at det var blevet gennemført. Danmarks Naturfredningsforening havde, helt i overensstemmelse med tidsånden, ingen indvendinger af betydning, kun en bekymret bemærkning om, at de fredede områder ved Kås Hovedgård ville blive berørt af projektet (s 스케치북 프로 다운로드. 410). En række store indlandssøer og vådarealer blev derimod tørlagt (f.eks. Filsø, Pindstrup Mose, Slivsø, Tinglev Sø), og i hundredvis af vandløb og mindre vådområder udrettet og opdyrket. Bogens tredje del hedder „Tilbage til fremtidens natur 1960-2007“ (s. 606-823), en hentydning til de talrige bestræbelser på naturgenopretning, der siden 1980’erne har udgjort en betydelig del af den offentlige miljøpolitik, og som i høj grad var et resultat af den stærkt øgede interesse for naturog miljøspørgsmål i medierne og i befolkningen. Kjeld Hansen beskriver, hvorledes Naturfredningsforeningen gennemgik en forvandling fra underdanig og støvet bedsteborgerklub til moderne organisation med stor gennemslagskraft. Indtil 2006 er der gennemført 78 naturgenopretningsprojekter, som tilsammen omfatter 6.764 hektar, hvilket kun er en beskeden del af de omtrent 150.000 hektar, som SLU (Statens Lanvindingsudvalg) fik afvandet efter 1940.

Inden for det sidste årti er der udkommet et par betydelige fagbøger om landvindingens historie. Interesserede specialister vil derfor ikke finde meget nyt i første del af Det tabte land, tiden indtil 1940. Derimod fremstår skildringen af årene fra 1940 til ca. 1970 så afgjort som de mest interessante og vellykkede afsnit. Som hovedkilde benytter forfatteren de omfattende og indholdsrige sagsakter i Statens Landvindingsudvalg, SLU 럭키보이 다운로드. Landvindingsloven skulle ved hjælp af omfattende statstilskud til inddæmningsog afvandingsarbejder sikre landbrugets produktion under den tyske besættelse og samtidig iværksætte beskæftigelsesforanstaltninger. I alt nåede SLU at behandle ca. 2400 ansøgninger, hvoraf 1800 blev realiseret, de fleste med Hedeselskabet som entreprenør. Hedeselskabet, der i forvejen sad på vigtige poster i SLU, opnåede nærmest status af et halvstatsligt organ med afgørende indflydelse på planlægningen og den praktiske udførelse af disse projekter.
SLU og Hedeselskabet fik hurtigt indarbejdet en forretningsgang, der nok var yderst effektiv, men hvis metoder i vore dages optik kunne være højst uskønne. Et hårrejsende eksempel herpå er afvandingen af Filsø i Vestjylland, indtil da Danmarks næststørste sø og af kendere, bl.a. maleren Johannes Larsen, udråbt til et af landets fineste naturklenodier. Kjeld Hansen beskriver detaljeret de mange forsøg siden midten af 1800-tallet på at få søen tørlagt, men først med familieaktieselskabet Fiil-Sø A/S, hvis hovedaktionær og drivende kraft var godsejer Aksel Olufsen, bestyrelsesformand i B&O og medlem af Hedeselskabets repræsentantskab, lykkedes det omsider i 1947. Hansens redegørelse for Filsø-eventyret er medrivende, men ind imellem går det skævt. Han betegner f.eks. i en undertitel s. 274 Filsø-sagen som en „national katastrofe“, hvad der mildest talt er overdreven 다운로드. Værre bliver det s. 393, hvor han kalder beslutningen om den endelige afvanding for „Filsø-bedrageriet“. Hvem der er den egentlige skurk i det påståede bedrageri, afslører han ikke direkte, men der kan enten være tale om SLUs formand, departementschef Julius W. Wilcke, eller daværende landbrugsminister Erik Eriksen. Wilcke skulle underhånden, d.v.s. mundtligt, have lovet Naturfredningsforeningen, der havde sæde i SLU, at den fuglerige del af søen, Mellemsøen, ville blive skånet, hvis foreningen undlod at rejse fredningssag. Dét løfte holdt han ikke, men nøgternt set var det ikke bedrageri. Derimod skulle Erik Eriksen have „foræret“ Aksel Olufsen statstilskuddet til Filsø-projektet over et glas øl i ministerkahytten på Storebæltsfærgen. Men heller ikke denne gestus indeholder i juridisk forstand noget bedragerisk. Olufsen beretter om begivenheden i sine erindringer, udgivet 1988, og teksten gengives ordret i Det tabte land. Kjeld Hansen giver nu denne i bund og grund harmløse anekdote en fortolkning, hvis pointe er, at Erik Eriksen ifølge Olufsen var „både korrupt og modtagelig for bestikkelse.“ (s. 376). Her sejrer i sandhed den journalistiske frimodighed over den saglige kildekritik! (Hvad angår Filsø Gods, sådan betegner familieaktieselskabet ejendommen i dag, så skal staten i alt have bidraget med 50 mio 다운로드. kr. i nutidspenge til dets tilblivelse (s. 376). Godset er på det sidste sat til salg for liebhavere for den nette sum af 250-350 mio. kr. )

Historien om Filsøafvandingen rejser et par principielle spørgsmål. Det første gælder repræsentativiteten af de landvindingssager, forfatteren har udvalgt i SLUs arkiv. Det er især de store sager som det ovennævnte Filsø-projekt, der gennemgås. De hundredvis af småprojekter, som lokale sammenslutninger af landmænd og ejerlav fik gennemført både før og efter 1940-loven, bliver derimod kun omtalt perifert. På den ene side har disse småprojekter, som lå spredt over hele landet, tilsammen højst sandsynligt været mere ødelæggende for naturværdierne end de store projekter. På den anden side har en undersøgelse af et udvalg af repræsentative småprojekter muligvis kunnet bidrage med et nuanceret og afbalanceret billede af de lokale interesser og motiver bag landvindingen. Her dukker det andet problem frem. Kjeld Hansen er konsekvent forudindtaget i sin holdning til landvindingssagen i almindelighed og Hedeselskabet i særdeleshed 신명조 체 다운로드. Med andre ord kniber det gevaldigt med at bedømme datidens gerninger på datidens præmisser. Landbrugets succeshistorie siden landboreformerne og den betydning, denne historie har haft helt frem til midten af forrige århundrede, har han ikke megen forståelse for. Der står så godt som intet at læse om bøndernes lange tradition for demokratisk selvorganisering; andelsbevægelsen er således ikke nævnt med ét ord. Det lykkes tværtimod forfatteren at kaste et skær af noget dubiøst over landbrugserhvervet i 1930-40’erne. Det sker ved hjælp af et par kapitler om nazistiske godsejere, vel at mærke med tilknytning til Hedeselskabet, og ved en lettere indigneret omtale af LS-bevægelsen i 1930’erne og landbrugets indkomster under krigen. Den store samfundsmæssige betydning, landbruget havde helt indtil 1960’erne, imponerer ikke Kjeld Hansen, ej heller det faktum, at et enigt Folketing og uden tvivl også det store flertal i befolkningen støttede landvindingssagen. I denne ånd kan Kjeld Hansen da også konstatere, at der allerede på SLUs første mødedag fandt en „sammenrotning“ sted af embedsmænd, politikere og Hedeselskabets ledelse i en „højst uhellig treenighed“. Landvindingsfolkene var grebet af en nærmest religiøs tro på nyttevirkningen af deres indsats, de var behersket af „følelser“ og manglede realitetssans 조커 고화질 다운로드. Hedeselskabets arbejde i SLU var baseret på „usandheder, dobbeltspil, inhabilitet og illegitim magtudøvelse.“ SLUs sagsbehandlinger „savner ethvert sidestykke i nyere dansk statsforvaltning.“ (s. 822, 204). Overdrivelser letter som bekendt forståelsen, men i Det tabte land bidrager de ind imellem med at svække indtrykket af troværdighed. Dette gælder navnlig de første par hundrede sider, i det store afsnit om tiden under SLU bliver der heldigvis længere og længere mellem sådanne udsagn og konklusioner. (I øvrigt har SLUs sagsbehandling næppe været hverken værre eller bedre end så megen anden administrativ praksis på den tid og – hvem ved – nu om dage.)

I bogens indledning (s. 5) stiller Kjeld Hansen en række spørgsmål til sit tema, herunder det „helt store spørgsmål“, om landvindingsprojekterne overhovedet kunne betale sig. Der er tale om en rent økonomisk synsvinkel, og som man kunne forvente, er Hansens svar givet på forhånd: Det kunne de ikke (s. 659-674). Han kunne lige så vel have hævdet det modsatte, for den slags svar er og bliver spekulative. Man kunne have ønsket sig, at forfatteren i stedet havde bestræbt sig på at give en nøgtern vurdering af, hvilken betydning landvindingen, sammenlignet med de andre store indgreb i landskabet, har haft for forvandlingen af det danske landskab siden 1700-tallet lost stars. Hvilken rolle spillede de i sammenligning med skovrejsningen, grundforbedringen, hedeopdyrkningen, sandflugtsbekæmpelsen, plantagedriften m.v.? Og hvilken rolle har SLUs indsats i årtierne efter 1940 haft, sammenlignet med de overvældende forandringer, det åbne kulturlandskab har været underkastet som følge af andre, nok så gennemgribende, indgreb i landskabet inden for de sidste årtier? (Opdyrkning af marginaljorder, dræning af sidste kvadratmeter, tilgroning af engog hedelodder, rydning af markdiger, markveje og læhegn, industrialisering af jordbruget, udledning af gylle og kvælstof, sprøjtning med pesticider, udvidet byog sommerhusbebyggelse, nye industriog servicecentre, motorvejsanlæg, golfbaner, etc.) Kjeld Hansen kunne udmærket have givet et nuanceret svar på disse spørgsmål, for det er emner, han indgående har beskæftiget sig med, bl.a. i hans førnævnte bog Der er et yndigt land.

Det tabte land indeholder litteraturliste, kildehenvisninger, samt stedog personregister. Der er talrige illustrationer i form kortmateriale og fotos af landvindingsfolk, godsejere, entreprenører og jordarbejdere samt af snorlige grøfter, kanaler og pumpestationer. Der findes højst to-tre skrivefejl i hele værket, hvad der vidner om solidt journalistisk håndværk. Som læser af Det tabte land må man fra første side lære at abstrahere fra de mange polemiske, ind imellem helt urimelige, konklusioner og udsagn. Når det er sket, åbner der sig en stor læseoplevelse for én. Kjeld Hansen er en blændende skribent, der levende og engageret er i stand til at holde læseren fangen gennem hundreder og atter hundreder af sider i dette kolossale værk. Navnlig gennemgangen af landvindingen 1940-1970 giver med et væld af detaljer og velvalgte citater den historisk interesserede en usædvanlig indgang til væsentlige samfundsproblemer i dette tidsrum 악보바다 pdf 다운로드.