Anmeldelser

Jyllands-Postens Forlag, 2008. 542 s., ill. 349,00 kr.

Vi kender alle Christian VII. Det er ham den skøre konge med det sadomasochistiske forhold til Støvlet-Katrine. Ja ham, Struensee gjorde til hanrej, og som efter livlægens fald i 1772 fristede en skyggetilværelse, først under sin onde stedmor enkedronning Juliane Maries (indtil 1784) og siden under sin egen afstumpede søn kronprins Frederiks (VI) regimente. Allerede dette lille resumé af de gængse klichéer om manden viser, at Christian VII altid er blevet opfattet som statist i sit eget og andres liv. Nu har han endelig fået en rigtig biografi, men så sandelig en bog, der på flere punkter er lige så gådefuld og aparte som hovedpersonen selv. Den har i hvert fald både fornøjet og stærkt pikeret denne anmelder og rejser desuden en række principielle spørgsmål.

Før noget andet er sagt om denne Christian VII-biografi, må det fastslås, at der er tale om et stort og grundigt arbejde, der bygger på den samlede sekundærlitteratur og de udgivne (som sædvanligt langt fra udtømte) kilder, og som også inddrager utrykt materiale som f.eks. hofregnskaber og -journaler. Desuden er det en overordentlig velskreven bog, simpelthen godt fortalt, med en flydende og frisk stil, et træffende billedsprog og kun få anglicismer eller andre tidstypiske fejl som f.eks. en vis usikkerhed med hensyn til sprogets mindre hyppige idiomer. Et eksempel på det originale og gode billedsprog er f.eks. følgende sammenfatning af enevældens opgør med det gamle standssamfunds adelsbegreb: „Opkomlinge kunne vade hen over stamtavlerne“ (s 포켓몬 문 다운로드. 22), og der er også kun godt at sige om den præcise og velklingende alliteration „de forargede, de forbenede og de fortrængte“ (s. 202 om den oppositionelle kreds omkring fru Plessen). Anmelderen er derimod mindre begejstret for „menneskelige tangenter“, der „rammes“ (s. 39, hellere: slås an), „lunkne greb i hatten“ (s. 44, hvad menes egentlig?), „stødt forfængelighed“ (s. 353, hellere: såret, man stødes på manchetterne) og de flere gange forekommende „proselytter“ (bør være: protegéer). Billedstoffet er velvalgt og godt gengivet. Typografien er smuk og trykfejlene meget få. Det er med fuld ret, at bogen har fået en god modtagelse i den bredere offentlighed, der i kraft af P. O. Enquists roman Livlægens besøg (til al overflod sat op som opera på Det Kongelige Teater i foråret 2009) allerede er sporet ind på Christian VII.

Men Den afmægtige er mere end en historisk biografi i den lette, underholdende klasse, som ganske vist bygger på videnskaben, men sandelig også bøjer sig for den brede formidlings krav 다운로드. Som allerede nævnt hviler den på en bred kildeog litteraturbasis, og den er forsynet med oversigter over trykte og utrykte kilder samt ikke mindst næsten 800 noter. Bogen vil altså også tages alvorligt som videnskab, og man spørger da naturligt, hvad det så er, Ulrik Langen har villet med de mange siders tekst og den store lærdom, som han i øvrigt bærer let? Her lades læseren i stikken, for han har valgt at forholde sig ret frit til en række af de konventioner, der normalt regulerer videnskabelig litteratur. På trods af bogens videnskabelige fundament og apparat i form af henvisninger er der ikke skyggen af problemformulering eller forskningsoversigt og kun lejlighedsvis kildediskussion eller angivelse af, hvor der fremlægges nyt stof eller afvigende tolkninger. Langen har ganske givet taget stilling til alt dette undervejs, og med hjælp fra henvisningerne og et grundigt kendskab til litteraturen kan man også med nogen møje rekonstruere hans holdning. Ikke mindst er det bemærkelsesværdigt, at Langen på intet tidspunkt med klare ord gennemfører en drøftelse af, om og hvordan Christian VII var sindssyg 다운로드. Sluttelig er der på bogens næsten 500 sider løbende tekst også ret lidt politisk analyse og praktisk taget ingen sammenligning med udlandet.
Læseren må altså i næsten fuldstændig analogi med et skønlitterært værk rekonstruere Langens formål ud fra det, han rent faktisk gør. Da han er en god skribent, er det heller ikke særlig svært at forstå, at formålet har været at give en indgående skildring af mennesket Christian VII og hans verden, altså det danske hof og de personer, der omgav ham. Det er en skildring båret af en sympati i stil med den, man selv ville vise et „afmægtigt“ familiemedlem i dag, d.v.s. altid forstående, ofte undskyldende, aldrig dømmende. Diagnosticeringens distance ligger Langen fjernt, i hvert fald når det gælder Christian, som han altid omtales. Tragediens øvrige figurer får derimod ofte en kontant og træffende karakteristik med moralsk brod. Der er nemlig tale om en tragedie af typen „man gjorde et barn fortræd“, og det er temmelig mange, der har noget at svare for på den konto. Christian VII’s brutale og pædagogisk håbløse opdrager Ditlev Reventlow er hovedskurken, som selv velmenende bifigurer som læreren Reverdil intet kan stille op mod. Den eneste virkelig sympatiske skikkelse er den uovertrufne forlystelsesråd Holck, som laver sjov uden bagtanker, og så måske Støvlet-Katrine, som var det menneske, Christian VII kom nærmest til at elske 동물의 숲 다운로드.

Lykkes Langens projekt så? I vid udstrækning ja. Vi får vældig meget at vide om Christian VII og hans liv, og vi kommer så tæt på ham, som det vel nu engang er muligt at komme et „afmægtigt“ menneske. Hoffet som miljø og livsverden fremstår også overbevisende tredimensionelt og indsigtsfuldt skildret, og det er nok på dette punkt, at bogen vil være af størst umiddelbar nytte for faget. Det store politiske spil er jo, kunne man hævde, skildret så mange andre steder. Her kunne en anmeldelse for så vidt stoppe, nemlig med konstateringen af, at vores historiske litteratur er blevet beriget med en indfølende, sympatisk skildring af Christian VII’s skæbne og en klar og informativ indføring i 1700-tallets hofliv i almindelighed og det danske hof i anden halvdel af århundredet i særdeleshed. Så ville anmelderen imidlertid have afstået fra at problematisere de valg, Langen har foretaget, og som i videnskabelig sammenhæng godt kunne fortjene principiel drøftelse. For selv om Langens gode ret til at skrive sin bog, som han vil, ikke skal anfægtes, så er konsekvenserne stadig værd at diskutere.

For det første må man spørge, om det er rimeligt så fuldstændigt at afstå fra alle tilkendegivelser af, hvad man har tænkt sig at gøre eller ikke gøre. I de tilfælde, hvor det egentlig giver sig selv, hvad projektet går ud på, er det ikke særlig problematisk at lade være, men Langen har jo netop valgt at bryde konventionerne for en herskerbiografi og f.eks 다운로드. nedtone det politiske, som ellers uvægerligt fylder godt op i biografier om konger og statsmænd. Når alt kommer til alt, er den store forhåndsinteresse i Christian VII jo ikke udspunget af hans enestående og fascinerende personlighed, men af det faktum, at dette afmægtige menneske ikke var en simpel håndværker, men landets enevældige monark, som simpelthen ikke kunne få lov at vegetere i al ubemærkethed i en dårekiste. Personligt vil jeg slå et slag for den genrekonvention, der hedder „forord“. Det gode ved et forord er nemlig, at her kan man med få ord give læseren nogle pejlemærker og komme kritikken i forkøbet, uden at det spolerer den egentlige tekst. Forord kan og vil nemlig ofte blive sprunget over af den læser, der er ligeglad. Og vi andre er glade.

For det andet spørger denne læser sig selv, om kilde og forskningsdiskussion behøver at være så fraværende. Langen har med sine 797 noter ikke fritaget sig for at dokumentere, men han har åbenbart afstået fra at diskutere og argumentere. En nærliggende indvending lyder selvfølgelig, at så ville bogen blot være blevet endnu længere, og forlaget ville have sagt nej. Den køber jeg imidlertid ikke. De selv samme noter, der næsten udelukkende er henvisninger, kunne også være anvendt til i det mindste antydninger af argumentation. Det er således evident, at Langen i vid udstrækning bygger på Reverdils erindringer. De er nedskrevet 1789-92, d.v.s. tyve år senere, under den franske revolution og efter at kronprins Frederik (VI) var trådt i karakter som landets egentlige magthaver efter enkedronningen og HøghGuldbergs regime 다운로드. Reverdil er indsigtsfuld og sympatisk, og hans kærlighed til sin gamle elev Christian VII minder meget om Langens, men jeg ville i hvert fald gerne have set en kort og klar stillingtagen til hans tendens og troværdighed, og til Biehls og Suhms ditto for den sags skyld. Noget lignende gør sig gældende for den historiske litteraturs vedkommende. Der kan med god grund argumenteres imod en udtømmende forskningsoversigt, men en simpel positionering til den for al 1700-talsforskning monumentalt dominerende Edvard Holm og til centrale dele af den omfangsrige Struensee-litteratur havde været nyttig.

Ulemperne ved det manglende forord og anden videnskabelig service kan sådan set opvejes ved, at læseren selv finder ud af det. Det er besværligt, og de færreste vil gøre det, men det er muligt. Derimod er der et andet fravalg, som ikke kan kompenseres, og som det nok er mere interessant at diskutere. Det er Langens konsekvent gennemførte ikke-diskussion af Christian VII’s sindstilstand. Det skal ikke forstås på den måde, at Langen ikke beskæftiger sig med kongens afvigende adfærd og vrangforestillinger. Tværtimod får vi det hele lagt frem, men Langen tager ikke direkte stilling til de spørgsmål, som enhver læser med et minimum af forkendskab må stille, og som den historiske litteratur gentagne gange har beskæftiget sig med: Var Christian VII sindssyg? Kan man i givet fald diagnosticere hans tilstand, og hvad skyldtes den? Det er selvfølgelig helt bevidst og kan tolkes som et ønske om at vise sig solidarisk med Christian, ikke gøre ham til objekt, men lade ham forblive et menneskeligt subjekt, der skal forstås, ikke kategoriseres og diagnosticeres 다운로드. Det kan også tolkes som usikkerhed eller som et ønske om at overlade dommen til den enkelte læser, noget i stil med Lytton Stracheys berømte ord fra forordet til hans bestseller Eminent Victorians (1918): „Je n’impose rien; je ne propose rien: j’expose“ („Jeg pålægger intet, jeg foreslår intet: jeg fremviser blot“).

Her rejser sig to forskellige spørgsmål. For det første om man som faghistoriker ikke har pligt til at tage klart stilling til spørgsmål, der er blevet diskuteret flittigt, særlig hvis man ikke deler den konventionelle opfattelse? Når man nu har beskæftiget sig indgående med et stof, mere indgående end nogen anden måske, har man så ikke en pligt til at give sin bedste overbevisning til kende? Personligt vil jeg altid hælde til at besvare disse spørgsmål bekræftende, og det skyldes, at jeg for det andet vil stille mig tvivlende over for, om det overhovedet er muligt at afholde sig fra at tolke. Man tror måske, at man blot lægger alle præmisser frem, men alene det, at man har fortalt historien på én og ikke på en anden måde, rummer i sig selv en fortolkning. Det turde være evident i vore tider efter den såkaldte sproglige vending (jf. også min artikel om narrativitet i Fortid og Nutid, 2001, s. 295-305) 다운로드. Læst „litterært“ synes Langen afgjort at hælde til den opfattelse, at Christian VII var et offer for en hård barndom, og det er også den måde offentligheden har opfattet det på. I så fald forbliver det et uafklaret spørgsmål, hvorfor kronprins Frederik (VI) bare blev „hård og uimødekommende“ (s. 418) af en opdragelse, der for en umiddelbar betragtning synes marginalt bedre. Og når nu den psykiatriske sagkundskab i flere omgange har erklæret, at Christian VII’s sygdomsbillede nøje svarer til diagnosen skizofreni, så ville det være interessant at vide, om Langen afviser dette af ideologiske (antipsykiatri), kildemæssige, litterære eller moralske grunde.

Nogen vil måske føle, at anmelderen her opfører sig som en faglighedens Jeronimus, og at den biografiske genre bør have videre rammer end anden historisk faglitteratur. Det synes ikke umiddelbart logisk indlysende, selv om det kan være rigtigt, at offentligheden er tilbøjelig til at acceptere større vilkårlighed i skildringen af personer end af institutioner. Det afgørende må være, hvilken genre (forskning vs. formidling, syntese vs. analyse etc.) man vælger, og hvilken forskningsog kildesituation man arbejder på grundlag af 윈도우 msdn 다운로드. I realiteten dækker den biografiske genre jo hele spekteret fra popularisering til doktordisputatser. Heller ikke Langens tilbageholdenhed over for at behandle sin hovedperson på samme kærligt-håndfaste og nogle gange kun håndfaste måde som det øvrige persongalleri har vel egentlig noget med den biografiske genre at gøre. Ganske vist findes der ikke så få eksempler på biografier med stærk ensidighed, hvad enten det nu er glorificering eller karaktermord, det drejer sig om, men det er vel ikke andet end den vanlige risiko for perspektivforvridning, der følger med den intensive beskæftigelse med et hvilket som helst emne? Overalt i den videnskabelige analyse gælder det om at holde balancen mellem indlevelse og kritik, teoretisk overstyring og overdreven empirisme etc.
Afslutningsvis bør det nævnes, at de valg, som måske gør bogen lidt besværlig at bruge i videnskabelig sammenhæng, har givet Langen mulighed for at skrive Den afmægtige som et stykke fornem formidling, der i kraft af sin stil, sit fravalg af lærd pedanteri og sin koncentration om en tragisk menneskeskæbne kan læses som en roman uden på noget tidspunkt at sløre grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det er historieskrivning som fortællingens kunst. Denne kunst har i lang tid været underprioriteret her i landet, men den gør i disse år et vist comeback. Ulrik Langen hører til blandt de fremmeste fortællere, men jeg finder, at hans brud med de traditionelle videnskabelige konventioner er unødvendigt radikalt. Med mindre justeringer, som ovenfor er antydet, burde det ofte være muligt at blæse og have mel i munden, altså både leve op til de forventninger, som „the scientific community“ naturligt vil have, og de krav som udspringer af den fortællende og formidlende form 다운로드.